vedtægter
Foreningens formål er at varetage medlemmernes faglige, økonomiske, organisatoriske og kollegiale interesser.
§ 1. ORGANISATIONENS NAVN
Organisationens navn er Danske Fødsels- og Kvindelægers Organisation.
§ 2. ORGANISATION
Organisationens formål er at varetage medlemmernes faglige, økonomiske, organisatoriske og kollegiale interesser.
§ 3. MEDLEMSKAB
Stk.1. Organisationen optager som medlemmer enhver læge, der er medlem af den alm. Danske Lægeforening og i henhold til lov om udøvelse af lægegerning har opnået tilladelse til at betegne sig som speciallæge i obstetrik og gynækologi.
Stk.2. Andre læger med tilknytning til specialet kan optages undtagelsesvis efter bestyrelsens beslutning. Er der inden for bestyrelsen ikke enighed om vedkommendes optagelse som medlem, forelægges sagen for førstkommende generalforsamling. Optagelse finder sted, når mindst 2/3 af de ved generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer derfor.
Stk.3. Indmeldelse og udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til DADL’s fællessekretariat, som udøver sekretariatsfunktion. Udmeldelse kan kun ske til udløbet af et kalenderår. Medlemmer, der ikke har betalt kontingent i et år, betragtes som udmeldt.
§ 4. MEDLEMMETS PLIGTER
Stk.1. Medlemmer er forpligtede til at overholde de af organisationen indgåede overenskomster samt de af organisationen fastsatte takster og andre lovligt trufne beslutninger.
Stk.2. Under konflikttilstand mellem organisationen og sygesikring eller andre institutioner kan intet medlem ved udmeldelse unddrage sig de forpligtelser, dom på grund af konflikten organisationsmæssigt pålægges medlemmerne.
§ 5. GENERALFORSAMLING
Stk.1. Organisationens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Stk.2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt og indvarsles af bestyrelsen ved bekendtgørelse på DFKO’s og DSOG’s hjemmesider i forbindelse med underretning om dagsordenen mindst 4 uger forud for generalforsamlingens afholdelse.
Forslag fra medlemmerne, som ønskes optaget på den ordinære generalforsamlings dagsorden, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før afholdelsen af generalforsamlingen. Endelig dagsorden vil være at læse på DFKO’s hjemmeside senest 1 uge før afholdelse af generalforsamlingen.
Stk.3. Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Formandsberetning.
3. Beretning fra nedsatte udvalg.
4. Rettidigt indkomne forslag til sagers behandling.
5. Aflæggelse af det reviderede regnskab.
6. Valg af bestyrelse – se § 7.
7. Valg af revisor(er) og suppleant(er).
8. Redegørelse for budget.
9. Fastsættelse af kontigent.
10. Eventuelt
Stk.4. På generalforsamlingen vælges under formandens ledelse en dirigent, som derefter leder forhandlingerne.
Stk.5. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovligt indvarslet.
Stk.6. Stemmeafgivelse sker normalt ved håndsoprækning, men skal dog ske skriftligt ved alle valg, hvor der er flere kandidater end ledige poster, og i øvrigt når mindst to medlemmer kræver det. Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted.
Stk.7. Generalforsamlingen afgør alt ved simpel majoritet, med mindre nærværende vedtægter kræver andet (se § 3, stk. 2, § 9 og § 10)
Stk.8. På generalforsamlingen kan der ikke træffes beslutning om forslag som ikke forud er optager på dagsordenen.
§ 6. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk.1. Ekstraordinær generalforsamling kan sammenkaldes af bestyrelsen og skal sammenkaldes, når mindst 1/3 af organisationens medlemmer ønsker det. Den ekstraordinære generalforsamling indvarsles af bestyrelsen ved bekendtgørelse på DFKOs og DSOG’s hjemmesider med mindst 2 ugers varsel, og den skal afholdes senest 4 uger efter, at der er fremsat krav herom. I ganske særlige tilfælde kan de fastsatte tidsfrister fraviges. Indkaldelsen skal indeholde en nærmere redegørelse for den eller de sager, der ønskes behandlet.
Stk.2. Dagsorden for ekstraordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Behandling af den sag, der har foranlediget ekstraordinær generalforsamling indkaldt.
3. Eventuelt valg.
4. Eventuelt.
Forretningsordenen er som ved ordinær generalforsamling, jf. § 5, stk. 4-8.
Stk.3. Et forslag, som er forkastet på en ekstraordinær generalforsamling, kan ikke atter bringes frem før på den førstkommende ordinære generalforsamling.
§ 7. ORGANISATIONENS BESTYRELSE
Stk.1. Bestyrelsen leder organisationens anliggende, repræsenterer den udadtil og varetager dens interesser.
Stk.2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer samt en suppleant og to observatører (organisationens repræsentant i FAPS’s bestyrelse og i DSOG’s bestyrelse). Bestyrelsens medlemmer bør være medlemmer af DSOG.
Stk.3. DFKO har en hjemmeside. www.gynaekologer.dk Bestyrelsen er ansvarlig for hjemmesidens drift og redaktionelle indhold. Bestyrelsen har til enhver tid ansvaret for at forsvare DFKO’s immaterielle rettigheder. Bestyrelsen har pligt til at påse, at de for enhver tid gældende retningslinjer for varetagelse at DFKO’s immaterielle retningslinjer er opfyldt.
Hjemmesiden har en åben og lukket del. På den åbne del under punktet: “Find din gynækolog” anføres alle praktiserende gynækologer med ydernummer. Alle medlemmer af DFKO har med password adgang til den lukkede del. Opdatering af hjemmesiden foretages af webmasteren, der udpeges af bestyrelsen og arbejder under denne,
Stk.4. Bestyrelsen vælges sædvanligvis på den ordinære generalforsamling , som sædvanligvis afholdes i januar. Valget gælder for 2 år. Genvalg kan finde sted. 3 bestyrelsespladser besættes i lige år, 2 bestyrelsespladser i ulige år
Stk.5. Alle bestyrelsespladser besættes samtidig. Er der flere kandidater end ledige pladser, sker afstemningen skriftligt ved, at der på samme seddel kan stemmes på så mange kandidater, som der er pladser i bestyrelsen.
Stk.6. Bestyrelsen konstituerer sig selv lige efter valget ved en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær og udpeger en webmaster, som arbejder under denne. Bestyrelsen vælger organisationens repræsentanter til DFKOs tillidsposter for 2 år ad gangen: 1 medlem i DSOGs bestyrelse, 1 medlem i DSOGs efteruddannelsesudvalg, 1 medlem i UEMS-EBCOGs repræsentantskab.
I lige år udpeger generalforsamlingen 3 medlemmer til at opstille til FAPS’s repræsentantskab, heraf 1 til at opstille til FAPS’s bestyrelse.
Ad hoc udvalg: 1 medlem i styregruppen for guidelines, 1 medlem i VISGO, formand for moderniseringsudvalget, formanden for moderniseringsudvalget udpeger selv medlemmer til moderniseringsudvalget. 3 medlemmer i DFKO’s kollegiale netværk ved patientklager, hvis formål er at hjælpe praktiserende gynækologer med at behandle patientklager. Hjælpen omfatter:
a. Vurdering af klagen herunder uvildig kollegial rådgivning om klagens berettigelse baseret på god klinisk speciallægepraksis.
b. Ønsker den indklagede det, kan der udarbejdes en samlet skriftlig bedømmelse, som underskrives af medlemmerne, og som evt. kan vedlægges svaret til patientklagenævnet.
c. DFKOs bestyrelse udpeger de 3 medlemmer, som bør have siddet i praksis i mindst 5 år. Arbejdet er fortroligt og anonymt, og der føres ikke arkiv. Al materiale beror hos den indklagede kollega.
Stk.7. Et bestyrelsesmedlem kan sædvanligvis kun nedlægge sit mandat med virkning fra en generalforsamling. I tilfælde af vakance inden for bestyrelsen supplerer denne sig for perioden indtil næste ordinære generalforsamling med et medlem, der så vidt muligt repræsentere de samme interesser som det udgåede medlem.
Stk.8. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Referat af generalforsamlingen tilstilles FAS´s bestyrelse.
Stk.9. Sager kan afgøres ved afstemning. Ingen beslutning er gyldig med mindre mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer har stemt for den. I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.
Stk.10. Formanden kan til enhver tid indkalde bestyrelsen til møde og skal gøre det, såfremt mindst 2 af bestyrelsens medlemmer ønsker det.
§ 8. REGNSKAB
Stk.1. Organisationens regnskabsår går fra 1. januar–31.december.. Regnskaber revideres af en af generalforsamlingen for 2 år valgt revisor, mulighed for genvalg.
Kasseren skal forud for den ordinære generalforsamling gennemgå organisationens regnskaber påtegnet af revisoren og fremlægge dem for bestyrelsen til godkendelse. Herefter skal der afgives en skriftlig erklæring til generalforsamlingen. Regnskabet fremlægges og godkendes på generalforsamlingen.
Kommende års budget skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen, inden det fremlægges på generalforsamlingen.
Stk. 2. Medlemmer, der er fyldt 70 år, er kontingentfri.
§ 9. VEDTÆGTSÆNDRINGER
Vedtægtsændringer kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, og hvor 2/3 af de tilstedeværende medlemmer er for ændringen. Opnås der på en generalforsamling 2/3 majoritet for et forslag om vedtægtsændring, men er der ikke et tilstrækkeligt antal medlemmer til stede, indkalder bestyrelsen inden 3 måneder til ny – oftest ekstraordinær- generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 10. ORGANISATIONENS OPHÆVELSE
Stk.1. Beslutning om organisationens ophævelse eller sammenlægning med anden organisation kan kun træffes på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af medlemmerne er mødt, og hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer derfor. Opnås der på en generalforsamling 2/3 majoritet for ophævelse af organisationen, men er der ikke et tilstrækkeligt antal medlemmer til stede, skal forslaget sendes til urafstemning blandt alle organisationens medlemmer og så betids, at urafstemningen kan være afsluttet inden 3 måneder efter generalforsamlingen. Til vedtagelse kræves 2/3 af de afgivne stemmer.
Stk.2. Ved ophævelse af organisationen træffer en generalforsamling afgørelse om organisationens formue. Ingen del af foreningens formue kan uddeles til medlemmerne. Eventuel formue skal uddeles til almennyttige formål omfattende kvinders sundhed og reproduktiv sundhed eller børns vilkår, om muligt i 3. verdenslande
§ 11: TEGNINGSREGLER OG HÆFTELSE
Stk.1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Formanden og kassereren tegner i fællesskab foreningens økonomi og begge har adgang til den daglige drift.
Stk.2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
VEDTÆGTSÆNDRINGER
Er sidst fremsat på ordinær generalforsamling den 13. januar 2018 og endeligt vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 21. april 2018.